Helhedsorienteret familieindsats – Familiebehandling:

Jeg ser familien som unik og som ekspert i sit eget liv, og dermed i stand til at finde sin egen vej via invitation til dialog og refleksion med et andet menneske – terapeuten.

Familiens vækstbetingelser er afhængige af måden hver enkelt kommunikerer og reagerer overfor hinanden – med evne til at se individuelle særpræg med respekt og omsorg.

Kærligheden er drivkraften eller det bagvedliggende motiv bag hver enkelt familiemedlems handlinger. Det kan til tider være svært at få øje på, når magtesløshed, frustration, vrede eller sårede følelser fylder, hvilket kan få handlinger til at forekomme eller være kærlighedsløse.

Familiebehandling er en helhed hvorfor børn ofte indgår. Her finder jeg det vigtigt, at jeg indlever mig i barnet på dets egne præmisser, afstemmer min adfærd, er autentisk og samtidig beholder lederskabet.

Familiens netværk kan, efter aftale, med fordel inddrages i den helhedsorienterede familieindsats, da det kan blive en væsentlig medspiller og støtte for familien.